Kender du det, hvor du kun har set eller læst om krig et eller andet sted i verden.? Hvor du egentlig ikke har oplevet krig før, men kun har kunnet have medlidenhed med de civile, det gik ud over, og hvor du ønskede at hjælpe, men ikke vidste hvordan? Ja, det har du sikkert, og det har jeg også.
Som en himmelskudt metafor der rammer jorden, ændrede alt sig. Jeg så virkeligheden med øjnene. Jeg så sandheden. Jeg så og følte smerten. Jeg oplevede den virkelige verden for første gang i mit liv. Den dag, jeg var på ferie i Libanon. Alt harmonisk blev til kaos, alle mennesker blev til lig, den smukke og vidunderlige verden jeg altid havde set på, mit fundament, som jeg med klodser havde opbygget min verden og mine minder på blev bare på et sekund- ja på et sekund blev det til kaos!
Nu er jeg blevet ældre, og jeg overlevede krigen. Nogle ting har lagt sig, og jeg har en bedre forståelse af krig nu, fordi jeg forstår, hvorfor der opstår krig. Min hjerne kan nu forstå, at der opstår krig, når man er uenig om ting. Jeg lader ikke mine følelser styre mig længere. Jeg lader min hjerne styre mig.
Der skal to til at føre krig - og fordi jeg kun er alene om mine tanker, så har krigen indeni mig lagt sig. Kaosset er falmende.
