Nina: Beruset

Christian har tømmermænd, tømmermænd af livet.

Før man får tømmermænd er man fuld.

Beruset.

Beruset af livet, som dunker i mørket, badet i måneskin, strimet af sol og vind. Som når lykken bobler sine gyldne regnbuesæbebobler, svævende drømme i morgentimen, hvor rapsen bølger og folder ud sit citrusflor, i hede middagsstunder, kat i græsset, varm på maven, skyggespil gennem grønne grene, eller aftentimens høje himmel, svimlende blå, lyserøde kanter.

Jeg kender det. Lykken, som får det til at svimle, fylder tankerne til man næsten når et bristepunkt, der bare slet ikke findes alligevel. Lykken, der findes i det usynlige smukke og øjeblikket, hvor man føler sig helt fortumlet og overvældet, i syrenduft i skumring, regndråber på tør, varm asfalt, og et øjeblik, hvor man næsten ser sig selv oppe fra, begravet i en god bog i stilfærdig, vidunderlig ensomhed. I det øjeblik, hvor uanstrengt latter pludselig, ubegrundet bryder ud, svulmer i brystet og brister i dråber af lykke, ikke nødvendigvis sjovt, bare - lykke.

Eller i tillid, når man stikker hovederne sammen om et hemmeligt projekt, der er overvældende i sin uendelige ligegyldighed, og alligevel så ualmindeligt værdifuldt, , og pludselig ved man, i et øjeblik, der er meget kort, at man er lykkelig, for det er noget, vi har sammen

Eller i stilheden, når man sidder sammen med hver sit projekt, som alligevel ikke er helt stille, fordi man er to, som har hinanden, og som ser op på samme tid og smiler, og ved, at hjertet slår lidt hårdt, og kinderne bliver lidt varme, fordi øjeblikket synes langt og den spontane beruselse slår op.

Eller i nyslået græs. Eller i verden gennem kameraets søger. Eller i at tage hinanden i hånden, når filmen byder på chok. Eller at stå helt tidligt op en weekenddag og være frisk og vide, at man kan sove så længe det skal være, og at det blæser lunt udenfor, og at ens forældre spiser morgenmad på sengen. Og lige nu i at opdage, at man føler alt det, Michelle føler, alt det, der er virkeligt, alt det, der er livet. - opdager, at man er levende og fuld af livet - Det er det bedste.

Det akavet øjeblik

Kender du det akavet øjeblik hvor du kalder dine lærer for "mor" eller "far"?

Et akavet øjeblik hvor du går en tur, og ser en person vinke til dig og du vinker smilende tilbage og opdager at vinket var til personen bag dig?

Kender du det akavet øjeblik hvor du sidder i en bus og har en intern vits med dig selv, og griner for dig selv mens folk tænker "OPSØG EN PSYKOLOG!"

Det akavet øjeblik hvor du starter en stor diskussion og midt i diskussionen indser at du har taget fejl?

Dette akavet moment hvor du midt i timen sidder og stener Facebook, mens læren spørger dig om et spørgsmål du ikke kan finde ud af at svarer på, og du glor tomt på skærmen?

Kender du det akavet øjeblik hvor du stirre på en person, og personen vinker og du opdager at du var fordybet i dine tanker?

Det akavet øjeblik hvor du ser en person og ikke ved om det er en pige eller en dreng?

Et akavet øjeblik hvor du står og synger mens du pludselig finder ud af at din mor eller far har stået og hørt dig synge så hæsligt at deres ansigtsudtryk snævrede sig?

Kender du det akavet øjeblik hvor du bliver undervist i sex af en gravid lærer?

Det akavet øjeblik hvor du trækker i en dør der tydeligt står på "SKUB"?

Et akavet moment hvor du griner dobbelt så meget når du prøver at forklare hvorfor du griner?

Kender du det akavet øjeblik hvor du går ind i et rum og har glemt hvorfor du gik derind?

Det akavet øjeblik hvor du siger "det er en lang historie" men du i virkeligheden bare er for doven til at forklare det?

Et akavet øjeblik hvor du sidder i klassen og begynder et spil fordi timen er så fandens kedelig - UPS, lyden er ikke slået fra - BUSTED!

Kender du det akavet øjeblik hvor du bare føler dig dum? Så dum. Så fandens dum? 

Det akavet øjeblik hvor du synes din dumhed var sjov?

Et akavet moment hvor du ikke har flere akavet ting at skrive?

Kender du det akavet øjeblik? Hvis ikke, så gør du nu.

......Hvor er det dog akavet....

Noor M

• Jeg vil aldrig glemme fortiden


• Jeg husker det, som var det sket for fem minutter siden.


• Da jeg for første gang trådte ind i flyvemaskinen.


• Da jeg for første gang så ned på skyerne.


• Da det kildede i min mave.


• Jeg husker det triste udtryk i min mors øjne.


• Hvordan mon det hele føltes?


• At efterlade sit kød og blod.


• At starte et nyt liv.


• At sige farvel.


• Jeg husker det, som var det sket for fem minutter siden.


• Da jeg for første gang trådte ud af flyvemaskinen.


• Da jeg blev krammet af en fremmed mand.


• Da de fortalte mig, at det var min far.


• Ved I hvordan det føltes?


• At føle sig fuldstændig fremmed iblandt alle.


• At ikke kunne kommunikere med nogen.


• At vide, man er helt anderledes.


• Jeg vil altid huske det, som var det sket for fem minutter siden.


• Da jeg nikkede som svar på alt.


• Da jeg ikke kendte nogen.


• Da jeg følte mig fortabt.


• Jeg husker det, som var det hele sket for fem minutter siden.


• Selvom der nu er gået elleve år.


• Jeg tror aldrig, jeg vil glemme fortiden.

Michelle

• Har jeg mon en sjette sans?




• Jeg kan ikke rime, jeg kan ikke synge og jeg kan ikke flyve. Men jeg kan se, høre, lugte, føle og smage.


• Det første jeg gør når jeg vågner fra en dyb søvn, er at slå øjnene op. Jeg ser solen skinne ind igennem de små sprækker i mit gardin, kigger mig i spejlet, og ser at håret er godt uglet til. Jeg ruller gardinet fra og mine øjne kniber sig sammen, da morgensolens stråler rammer dem. Himlen er blå, solen står stadig lavt på himlen, og en ny dag er begyndt.


• Det der egentlig vækkede mig fra min dybe søvn, var den irriterende alarmtone fra min mobil. Den minder mig om at jeg skal op. Egentlig vil jeg bare blive i sengen og lytte til fuglene der pipper ude foran mit vindue. Lytte til stilheden der er i lejligheden. Jeg er alene hjemme, sætter en sang på min mobil til at spille, så jeg stille kan vågne.


• Jeg smutter ud af værelset, og ud i køkkenet, hvor lugten af ristet brød og kaffe stadig hænger i luften fra da min mor fik morgenmad. Men inden jeg når køkkenet, sniger en sød, men frisk duft fra en buket blomster sig op i min næse.


• Gulvet i køkkenet er koldt. Det føles på en måde vådt på mine bare fødder. Jeg åbner køleskabet for at finde noget morgenmad og mærker med det samme kulden. Et lille gys, og jeg lukker hurtigt igen.


• Op ad dagen, hen på dagen og sidst på dagen, ja gennem hele dagen oplever jeg det sure, det søde, det stærke og det milde. Der er lidt af hvert til enhver smag. Æblet til min frokost, müeslibaren som snack og den stærke suppe til aftensmad.


• Jeg kan se, høre, lugte, føle og smage. Jeg glæder mig over livet, som har givet mig synet, hørelsen, lugtesansen, følesansen og smagssansen. Har jeg mon også en sjette sans?

Livets store spørgsmål

Hvad er meningen med livet? Hvordan skal vi leve? Skal vi bare leve livet? Vi dør jo alligevel alle sammen? Jeg vil rigtig gerne bruge sport til at hjælpe andre. Jeg føler det giver mening i mit liv; at tage unge med ADHD ud af deres trælse og skemalagte hverdag. Dyrke sport med dem, vise dem at selvom de har højt temperament og alting går så hurtigt for dem, så kan de stadig dyrke deres interesser.

Hvad nu når man har fundet ens personlige mening med livet, men det ikke kan lade sig gøre? Livet bliver trist og gråt, man føler sig overflødig, ubrugelig, som en belastning for verden. Livslysten svinder ind, man bliver trist, som et barn der har mistet sin julegave. En ubeskrivelig følelse af ikke at have sin plads her i verden. Identitetskaos, som 3 fortællinger, fortalt i munden på hinanden, af én stum intet sigende mand. Den larmende stilhed af uvished, hvad skal jeg lave i næste kapitel?

Maiken: Barndomsminder

Det bedste er smagen af årets første jordbær dyrket i baghaven. Det er ikke helt modent endnu, men det gør ikke noget. Det er det første, og jeg har selv dyrket det. Jordbærret har en grøn plet øverst op­pe ved stilken, men den spiser jeg bare udenom. Det er det bedste.

          Det bedste er når jeg lukker en utrolig god bog efter at have læst det sidste ord. Jeg ved der er fire bøger mere i serien. Jeg ved det ikke er slut med at læse om mine helte. Og nummer to står nede på biblioteket. Det er bare at hoppe op på cyklen og suse derned. Kort efter kan jeg læse videre. Det er det bedste… altså hvis biblioteket har åben.

          Det bedste er at tage hårbørsten og rede det lange lysebrune hår igennem. Det er så blødt, og jeg synes det er en dejlig følelse når børsten og fingrene mødes igennem håret. Efter fem tag med hårbørsten er der ikke flere filtre, men jeg bliver ved, for det er det bedste.

          Det bedste er det duggede spejl på badeværelset efter jeg har været i bad. Luften er lidt kold, men bare jeg har håndklædet viklet godt rund om mig, så kan jeg sagtens holde varmen. Så tager jeg den røde skammel og sætter den foran vasken. Når jeg står på tæer kan jeg lige nå spejlet. Så tegner jeg blomster i duggen på spejlet. Jeg er god til at tegne blomster. Det er det bedste.

          Det bedste er lyden af en banan når den bliver skåret over. Den skal ikke være helt moden men lidt grøn. Jeg sidder med kniven og tysser på hele familien som lige har spist aftensmad, for nu skal de alle sammen høre lyden. Den knaser lidt - men på den gode måde. Prøv det selv. Det er det bedste.

Lærke: Mere end tusinde ord

Et støvet album tages ned. Et falmet fotografi af en forgangen og forsvunden tid. De mange år i albummet har sat sine spor på fotografiet, men mandens venlige blik er klart. Blikket virker bekendt, beroligende, men bekymret. Hvad mon han tænker på? Den gang for længe siden, hvor farmors hår endnu ikke havde gråt skær og hvor min eksistens slet ikke var forudset.
Jeg løfter blikket fra fotografiet og ser ind i min farmors øjne. Dybe, og dog slørede øjne som et sunket hav. Øjne, der har halvfems års erfaringer og minder iboende. De er lige så beroligende som mandens på fotografiet og det er som om hun kan fornemme min undren. Vi begynder at snakke om manden og hun fortæller hvordan de en sommeraften i slutningen af 30’erne mødte hinanden til det lokale venstrebal. Han havde spurgt hende om lov til at få en dans og hun havde med håbefulde øjne sagt ja. Da ballet var slut fulgte han hende hele den lange vej hjem, hvorefter han måtte cykle den dobbelte afstand for at komme hjem til sig selv. Mens hun nøgternt beskriver hvordan de sammen tilbragte sommeraftener under stjernerne på himlen, får jeg en pludselig berusende og blussende fornemmelse af forelskelse i maven. Min farmor ikke er typen, der øser ud med detaljer og alligevel virker dette møde helt vidunderligt.
Denne følelse bliver straks overtaget af en tomhed, da fortællingen når til det mest skelsættende punkt i min farmors tilværelse. Hendes sommerkærlighed, bedste ven, arbejdspartner, fortrolige og elskede dør. Året var 1966.
Året er 2012. Jeg kigger atter ned på fotografiet af min farfar. ”Ham ville jeg gerne have mødt, farmor”

Josefine: Langt herfra

Luk dine øjne, men hold sindet frit, for  når minderne kommer går det vidt.

Jeg lukker øjnene og lader sindet flyde frit.

En sommers sol, på en pigens kind. En morfar med jordbær, fra haven,  på pind. Et grin så barnlig livligt, med øjne så blå. Langt herfra, hvor der er langt at gå, smiler øjne der glimter. Alt mit hjerte husker på. Alt det vil jeg erindre.

Æblerne  på træet hænger tungt. En mor træt, med kurv i hænde, under træets kurvede grene. En lille piges ben, hænger dinglende fra disse grene. Pigen i træet kigger på, med hendes øjne så blå.  Langt herfra, hvor der er langt at gå, smiler øjne der glimter. Alt mit hjerte husker på. Alt det vil jeg erindre.

Det grønne græs på pigens ben. Det hvide hår, der senere forgår. De små lemmer, der snart bliver længere. Det evige smil, hun vil glemme, når livet begynder at komme i klemme. De sorgløse dage er snart forbi. Mon den lille pige, ser det vil ske? Langt herfra, hvor der er langt at gå, smiler øjne der glimter. Alt mit hjerte husker på. Alt det vil jeg erindre. 

I vejrets tåre der triller , husker jeg ting jeg svagt kan erindre.

Her danser jeg lystigt, jeg svæver frit, til mine minders melodi. Jeg lukkende mine øjne og holdt mit sind frit. Nu er mine minder også dit. Disse var ting jeg svagt kunne erindre. Ting der skete, for længe siden i en drøm.

Udskudt

At være udskudt er noget af det værste et menneske kan opleve. Vi er flokdyr og tåler derfor ikke at blive holdt uden for fællesskabet. Det er et hårdt ord, men rammer mindst ligeså hårdt. Falske mennesker overalt omkring en, som siger at man foregiver at være noget man ikke er. De siger det ikke til en selv, nej nej.. man får det at vide af uddannelseslederen. Men hvad ved de om det? Er det ikke dem der foregiver noget andet?

Når motivationen er sluppet op og man bliver dunket i hovedet for fravær, som de andre egentlig er skyld i. Passivitet fra klassen når man kommer med et udbrud om hjælp og bare venter og glæder sig til at drengene næste gang spørger om man vil med til noget. Men det kommer aldrig.. Der skal ikke meget til, blot et ”Skal du med ud og spille bold?” eller ”Vi smutter ud i bil og køber noget mad, vil du med?”, men når det at blive bagtalt og mødt med modstand er en del af hverdagen er det vel ikke for hårdt at sige. Og når man så endelig spørger hvad der er galt får man et stille ”ikke noget.. det ved jeg ikke..”. Når lærerne så samtidig ikke sætter pris på ens arbejde, selvom man faktisk gør en indsats, hvad er så pointen med det hele?

Jeg er træt af det hele! Har de et problem, kan de så ikke komme og sige det?

Udskudt? Welcome to my life.

Oversigt 2012

21.3. Jeppe
22.3. Josefine
11.4. Lærke
12.4. Madina
18.4. Maiken
19.4. Michael
2.5. Michelle
3.5. Nawal
9.5. Nina
10.5. Noor M
23.5. Noor K
24.5. Simone

Rafl: Den rette vejs asfalt giver sig til kende

’Forvirret’ er et adjektiv, som jeg uden tøven tillægger en nydansk gymnasiepige. En 1-ordskarakteristik, der tynger mere end tusinde års historie og brager højere end alverdens taler. Beskrivelsen omfatter mig. Tillægsordet har aldrig bidt sig fast til min identitet, men forleden blev min personlighed tværet til med endnu en ordklasse. Hvad er roden til denne forvirring?

  Hverdagen synes at flygte, mens jeg blot ser på. Hverdagen synes at more sig over min kuriøse håndtering af dagliglivet. Og den ser ud til at fryde sig over synet af mit blanke hoved, hvor informationer snegler sig ind og spurter ud. Et atten år gammelt hoved, der efter flere års erfaringer ender med en uro, der er så trængende som snesevis af influenzaer. Et atten år gammelt hoved, der ihærdigt prøver at male fremtiden frem. Mit hoved har ingen tålmodighed.

  Livet ser ud til at hade mig, ønske mig det værste og det vil stjæle mine drømme. Det suger motivationen ud af mig og efterlader mig i en tilværelse, hvor alting er sort. Livet er dunkelt. Livet er dystert. Dette er blot livets facade. Det er livets port, som jeg ser den. Det er jeg blevet klar over. Endelig begynder jeg at hviske alt ud – snart får jeg et tomt, men rent papir, hvorpå der vil gro frodige mål. Negativt-ladede adjektiver vil blot blive en del af fortiden, og denne blog er mit vidne.