Det bedste er smagen af årets første jordbær dyrket i baghaven. Det er ikke helt modent endnu, men det gør ikke noget. Det er det første, og jeg har selv dyrket det. Jordbærret har en grøn plet øverst oppe ved stilken, men den spiser jeg bare udenom. Det er det bedste.
Det bedste er når jeg lukker en utrolig god bog efter at have læst det sidste ord. Jeg ved der er fire bøger mere i serien. Jeg ved det ikke er slut med at læse om mine helte. Og nummer to står nede på biblioteket. Det er bare at hoppe op på cyklen og suse derned. Kort efter kan jeg læse videre. Det er det bedste… altså hvis biblioteket har åben.
Det bedste er at tage hårbørsten og rede det lange lysebrune hår igennem. Det er så blødt, og jeg synes det er en dejlig følelse når børsten og fingrene mødes igennem håret. Efter fem tag med hårbørsten er der ikke flere filtre, men jeg bliver ved, for det er det bedste.
Det bedste er det duggede spejl på badeværelset efter jeg har været i bad. Luften er lidt kold, men bare jeg har håndklædet viklet godt rund om mig, så kan jeg sagtens holde varmen. Så tager jeg den røde skammel og sætter den foran vasken. Når jeg står på tæer kan jeg lige nå spejlet. Så tegner jeg blomster i duggen på spejlet. Jeg er god til at tegne blomster. Det er det bedste.
Det bedste er lyden af en banan når den bliver skåret over. Den skal ikke være helt moden men lidt grøn. Jeg sidder med kniven og tysser på hele familien som lige har spist aftensmad, for nu skal de alle sammen høre lyden. Den knaser lidt - men på den gode måde. Prøv det selv. Det er det bedste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar