onsdag den 30. november 2011

Nermin: Krig

Kender du det, hvor du kun har set eller læst om krig et eller andet sted i verden.? Hvor du egentlig ikke har oplevet krig før, men kun har kunnet have medlidenhed med de civile, det gik ud over, og hvor du ønskede at hjælpe, men ikke vidste hvordan? Ja, det har du sikkert, og det har jeg også.
Som en himmelskudt metafor der rammer jorden, ændrede alt sig. Jeg så virkeligheden med øjnene. Jeg så sandheden. Jeg så og følte smerten. Jeg oplevede den virkelige verden for første gang i mit liv. Den dag, jeg var på ferie i Libanon. Alt harmonisk blev til kaos, alle mennesker blev til lig, den smukke og vidunderlige verden jeg altid havde set på, mit fundament, som jeg med klodser havde opbygget min verden og mine minder på blev bare på et sekund- ja på et sekund blev det til kaos!

Nu er jeg blevet ældre, og jeg overlevede krigen. Nogle ting har lagt sig, og jeg har en bedre forståelse af krig nu, fordi jeg forstår, hvorfor der opstår krig. Min hjerne kan nu forstå, at der opstår krig, når man er uenig om ting. Jeg lader ikke mine følelser styre mig længere. Jeg lader min hjerne styre mig.

Der skal to til at føre krig - og fordi jeg kun er alene om mine tanker, så har krigen indeni mig lagt sig. Kaosset er falmende.

onsdag den 23. november 2011

Bolette: Ingen flyver

Jeg traver videre. Forbi min gamle skole og forbi min gamle legeplads. Musikken brummer i mine ører, mens jeg stille traver videre. Musikken, der åbner en ny verden for mig, hvor jeg kan være en anden et stykke tid, og hvor jeg ikke behøver at snakke med nogen. Jeg bestemmer selv, hvilken lyd jeg er i humør til, og dagen i dag afspejler den stille sang. For hvert skridt jeg tager, plantes der et nyt ord. For hvert nyt ord der plantes, træder jeg et skridt. Jeg kigger ned på mine fødder, som i denne kolde og blæsende novembermåned har fået en våd og trist farve, mens de traver hen af fortovet og de brune blade.  Jeg sparker til bladene og et par flyver op og lander igen. Lander igen. Lander igen. Hvorfor lander de igen? Har de ikke opdaget, at de aldrig kommer videre, hvis de bare lander igen? De vil bare ligge hele november, mens små børnehavebørn og en enkelt gymnasieelev sparker til dem. Hvis jeg var dem, ville jeg se sparket som en chance for at flyve væk. I stedet ligger de bare. Ligger. Jeg sparker. Men ingen flyver. Jeg flyver desværre heller ikke, selvom jeg engang imellem gerne ville. Ordene i mine ører dør hen, og jeg skifter sang. Min gamle skole og min gamle legeplads forsvinder.

Jeg kan ikke flyve. Så derfor traver jeg videre.

onsdag den 16. november 2011

Så er det november

Så er det november, eller skulle man kalde det movember? En måned hvor mænd skal lade deres skæg gro. Jeg kan ikke lade mit skæg gro.. For det kræver ligesom at man til at starte med kan danne sig de til tider stikkende, små som lange, mandlige hår, der går fra rundt om munden, ned til hagen, ud til kindbenene og op mod ørene for at fuldende den store maskuline modbydelig flot manke kun en sand mand kan fremstille.

Det er da også til at forstå hvorfor man vælge at få anlagt et sådan kunstværk. Piger tænder faktisk på mænd med fuldskæg. Selvom de ikke indrømmer det. Piger lyver også meget. Piger lyver om at de tænder på aber der parrer sig! Men jeg ville nok også gå stille med dørene hvis det var mig. Ja måske helt lade være med at snakke om det? Generelt lyver et menneske i gennemsnit 2 gange om dagen. Så for at det gennemsnit skal holdes ned, eftersom piger jo tydeligvis lyver meget, må vi mænd fortælle sandeheden. Det er faktisk også rigtige mænd lyver ikke om det de tænder på.

tirsdag den 15. november 2011

Den halve hånd

Min halve hånd ligger på bordet

Min halve blodige hånd ligger på bordet

Min halve hånd ligger der og hviler

Så rød som livet og så bleg som døden

Jeg stirrer på min hånd

Det stadig min hånd

som aldrig nogen sinde vil blive en del af mig igen

Aldrig igen

Uden en lyd stirrer jeg på hånden

Uden følelser stirrer jeg på hånden

Hånden ligger der stadig

Koldere stadig

Blødende stadig

Stadig ubevægelig

Der ligger den bare

mens min krop kæmper for at række ud efter den

For sjælen dybt inde i kroppen føler livet der er tilbage

i hånden på bordet

Men min halve hånd ignorerer det

Ignorerer livet der trækkes ud af den

for den er ved at få fred

og kun den anden del af hånden mærker smerten

kun jeg mærker smerten

der som elektriske impulser sendes ud i hele kroppen

Så jeg stirrer bare hjælpeløst og tomt på hånden

Og kan intet gøre

Så jeg lukker øjnene

Og trækker vejret

Ser på den endnu engang

Den ligger der bare

Den halve hånd ligger på bordet