Josefine: Langt herfra

Luk dine øjne, men hold sindet frit, for  når minderne kommer går det vidt.

Jeg lukker øjnene og lader sindet flyde frit.

En sommers sol, på en pigens kind. En morfar med jordbær, fra haven,  på pind. Et grin så barnlig livligt, med øjne så blå. Langt herfra, hvor der er langt at gå, smiler øjne der glimter. Alt mit hjerte husker på. Alt det vil jeg erindre.

Æblerne  på træet hænger tungt. En mor træt, med kurv i hænde, under træets kurvede grene. En lille piges ben, hænger dinglende fra disse grene. Pigen i træet kigger på, med hendes øjne så blå.  Langt herfra, hvor der er langt at gå, smiler øjne der glimter. Alt mit hjerte husker på. Alt det vil jeg erindre.

Det grønne græs på pigens ben. Det hvide hår, der senere forgår. De små lemmer, der snart bliver længere. Det evige smil, hun vil glemme, når livet begynder at komme i klemme. De sorgløse dage er snart forbi. Mon den lille pige, ser det vil ske? Langt herfra, hvor der er langt at gå, smiler øjne der glimter. Alt mit hjerte husker på. Alt det vil jeg erindre. 

I vejrets tåre der triller , husker jeg ting jeg svagt kan erindre.

Her danser jeg lystigt, jeg svæver frit, til mine minders melodi. Jeg lukkende mine øjne og holdt mit sind frit. Nu er mine minder også dit. Disse var ting jeg svagt kunne erindre. Ting der skete, for længe siden i en drøm.

Udskudt

At være udskudt er noget af det værste et menneske kan opleve. Vi er flokdyr og tåler derfor ikke at blive holdt uden for fællesskabet. Det er et hårdt ord, men rammer mindst ligeså hårdt. Falske mennesker overalt omkring en, som siger at man foregiver at være noget man ikke er. De siger det ikke til en selv, nej nej.. man får det at vide af uddannelseslederen. Men hvad ved de om det? Er det ikke dem der foregiver noget andet?

Når motivationen er sluppet op og man bliver dunket i hovedet for fravær, som de andre egentlig er skyld i. Passivitet fra klassen når man kommer med et udbrud om hjælp og bare venter og glæder sig til at drengene næste gang spørger om man vil med til noget. Men det kommer aldrig.. Der skal ikke meget til, blot et ”Skal du med ud og spille bold?” eller ”Vi smutter ud i bil og køber noget mad, vil du med?”, men når det at blive bagtalt og mødt med modstand er en del af hverdagen er det vel ikke for hårdt at sige. Og når man så endelig spørger hvad der er galt får man et stille ”ikke noget.. det ved jeg ikke..”. Når lærerne så samtidig ikke sætter pris på ens arbejde, selvom man faktisk gør en indsats, hvad er så pointen med det hele?

Jeg er træt af det hele! Har de et problem, kan de så ikke komme og sige det?

Udskudt? Welcome to my life.

Oversigt 2012

21.3. Jeppe
22.3. Josefine
11.4. Lærke
12.4. Madina
18.4. Maiken
19.4. Michael
2.5. Michelle
3.5. Nawal
9.5. Nina
10.5. Noor M
23.5. Noor K
24.5. Simone

Rafl: Den rette vejs asfalt giver sig til kende

’Forvirret’ er et adjektiv, som jeg uden tøven tillægger en nydansk gymnasiepige. En 1-ordskarakteristik, der tynger mere end tusinde års historie og brager højere end alverdens taler. Beskrivelsen omfatter mig. Tillægsordet har aldrig bidt sig fast til min identitet, men forleden blev min personlighed tværet til med endnu en ordklasse. Hvad er roden til denne forvirring?

  Hverdagen synes at flygte, mens jeg blot ser på. Hverdagen synes at more sig over min kuriøse håndtering af dagliglivet. Og den ser ud til at fryde sig over synet af mit blanke hoved, hvor informationer snegler sig ind og spurter ud. Et atten år gammelt hoved, der efter flere års erfaringer ender med en uro, der er så trængende som snesevis af influenzaer. Et atten år gammelt hoved, der ihærdigt prøver at male fremtiden frem. Mit hoved har ingen tålmodighed.

  Livet ser ud til at hade mig, ønske mig det værste og det vil stjæle mine drømme. Det suger motivationen ud af mig og efterlader mig i en tilværelse, hvor alting er sort. Livet er dunkelt. Livet er dystert. Dette er blot livets facade. Det er livets port, som jeg ser den. Det er jeg blevet klar over. Endelig begynder jeg at hviske alt ud – snart får jeg et tomt, men rent papir, hvorpå der vil gro frodige mål. Negativt-ladede adjektiver vil blot blive en del af fortiden, og denne blog er mit vidne.