Udskudt

At være udskudt er noget af det værste et menneske kan opleve. Vi er flokdyr og tåler derfor ikke at blive holdt uden for fællesskabet. Det er et hårdt ord, men rammer mindst ligeså hårdt. Falske mennesker overalt omkring en, som siger at man foregiver at være noget man ikke er. De siger det ikke til en selv, nej nej.. man får det at vide af uddannelseslederen. Men hvad ved de om det? Er det ikke dem der foregiver noget andet?

Når motivationen er sluppet op og man bliver dunket i hovedet for fravær, som de andre egentlig er skyld i. Passivitet fra klassen når man kommer med et udbrud om hjælp og bare venter og glæder sig til at drengene næste gang spørger om man vil med til noget. Men det kommer aldrig.. Der skal ikke meget til, blot et ”Skal du med ud og spille bold?” eller ”Vi smutter ud i bil og køber noget mad, vil du med?”, men når det at blive bagtalt og mødt med modstand er en del af hverdagen er det vel ikke for hårdt at sige. Og når man så endelig spørger hvad der er galt får man et stille ”ikke noget.. det ved jeg ikke..”. Når lærerne så samtidig ikke sætter pris på ens arbejde, selvom man faktisk gør en indsats, hvad er så pointen med det hele?

Jeg er træt af det hele! Har de et problem, kan de så ikke komme og sige det?

Udskudt? Welcome to my life.