Rafl: Den rette vejs asfalt giver sig til kende

’Forvirret’ er et adjektiv, som jeg uden tøven tillægger en nydansk gymnasiepige. En 1-ordskarakteristik, der tynger mere end tusinde års historie og brager højere end alverdens taler. Beskrivelsen omfatter mig. Tillægsordet har aldrig bidt sig fast til min identitet, men forleden blev min personlighed tværet til med endnu en ordklasse. Hvad er roden til denne forvirring?

  Hverdagen synes at flygte, mens jeg blot ser på. Hverdagen synes at more sig over min kuriøse håndtering af dagliglivet. Og den ser ud til at fryde sig over synet af mit blanke hoved, hvor informationer snegler sig ind og spurter ud. Et atten år gammelt hoved, der efter flere års erfaringer ender med en uro, der er så trængende som snesevis af influenzaer. Et atten år gammelt hoved, der ihærdigt prøver at male fremtiden frem. Mit hoved har ingen tålmodighed.

  Livet ser ud til at hade mig, ønske mig det værste og det vil stjæle mine drømme. Det suger motivationen ud af mig og efterlader mig i en tilværelse, hvor alting er sort. Livet er dunkelt. Livet er dystert. Dette er blot livets facade. Det er livets port, som jeg ser den. Det er jeg blevet klar over. Endelig begynder jeg at hviske alt ud – snart får jeg et tomt, men rent papir, hvorpå der vil gro frodige mål. Negativt-ladede adjektiver vil blot blive en del af fortiden, og denne blog er mit vidne.