Christian har tømmermænd, tømmermænd af livet.
Før man får tømmermænd er man fuld.
Beruset.
Beruset af livet, som dunker i mørket, badet i måneskin, strimet af sol og vind. Som når lykken bobler sine gyldne regnbuesæbebobler, svævende drømme i morgentimen, hvor rapsen bølger og folder ud sit citrusflor, i hede middagsstunder, kat i græsset, varm på maven, skyggespil gennem grønne grene, eller aftentimens høje himmel, svimlende blå, lyserøde kanter.
Jeg kender det. Lykken, som får det til at svimle, fylder tankerne til man næsten når et bristepunkt, der bare slet ikke findes alligevel. Lykken, der findes i det usynlige smukke og øjeblikket, hvor man føler sig helt fortumlet og overvældet, i syrenduft i skumring, regndråber på tør, varm asfalt, og et øjeblik, hvor man næsten ser sig selv oppe fra, begravet i en god bog i stilfærdig, vidunderlig ensomhed. I det øjeblik, hvor uanstrengt latter pludselig, ubegrundet bryder ud, svulmer i brystet og brister i dråber af lykke, ikke nødvendigvis sjovt, bare - lykke.
Eller i tillid, når man stikker hovederne sammen om et hemmeligt projekt, der er overvældende i sin uendelige ligegyldighed, og alligevel så ualmindeligt værdifuldt, , og pludselig ved man, i et øjeblik, der er meget kort, at man er lykkelig, for det er noget, vi har sammen
Eller i stilheden, når man sidder sammen med hver sit projekt, som alligevel ikke er helt stille, fordi man er to, som har hinanden, og som ser op på samme tid og smiler, og ved, at hjertet slår lidt hårdt, og kinderne bliver lidt varme, fordi øjeblikket synes langt og den spontane beruselse slår op.
Eller i nyslået græs. Eller i verden gennem kameraets søger. Eller i at tage hinanden i hånden, når filmen byder på chok. Eller at stå helt tidligt op en weekenddag og være frisk og vide, at man kan sove så længe det skal være, og at det blæser lunt udenfor, og at ens forældre spiser morgenmad på sengen. Og lige nu i at opdage, at man føler alt det, Michelle føler, alt det, der er virkeligt, alt det, der er livet. - opdager, at man er levende og fuld af livet - Det er det bedste.
Blog 2m
onsdag den 30. maj 2012
tirsdag den 22. maj 2012
Det akavet øjeblik
Kender du det akavet øjeblik hvor du kalder dine lærer for "mor" eller "far"?
Et
akavet øjeblik hvor du går en tur, og ser en person vinke til dig og du
vinker smilende tilbage og opdager at vinket var til personen bag dig?
Kender
du det akavet øjeblik hvor du sidder i en bus og har en intern vits med
dig selv, og griner for dig selv mens folk tænker "OPSØG EN PSYKOLOG!"
Det akavet øjeblik hvor du starter en stor diskussion og midt i diskussionen indser at du har taget fejl?
Dette
akavet moment hvor du midt i timen sidder og stener Facebook, mens
læren spørger dig om et spørgsmål du ikke kan finde ud af at svarer på,
og du glor tomt på skærmen?
Kender du det akavet øjeblik hvor du stirre på en person, og personen vinker og du opdager at du var fordybet i dine tanker?
Det akavet øjeblik hvor du ser en person og ikke ved om det er en pige eller en dreng?
Et
akavet øjeblik hvor du står og synger mens du pludselig finder ud af at
din mor eller far har stået og hørt dig synge så hæsligt at deres
ansigtsudtryk snævrede sig?
Kender du det akavet øjeblik hvor du bliver undervist i sex af en gravid lærer?
Det akavet øjeblik hvor du trækker i en dør der tydeligt står på "SKUB"?
Et akavet moment hvor du griner dobbelt så meget når du prøver at forklare hvorfor du griner?
Kender du det akavet øjeblik hvor du går ind i et rum og har glemt hvorfor du gik derind?
Det akavet øjeblik hvor du siger "det er en lang historie" men du i virkeligheden bare er for doven til at forklare det?
Et
akavet øjeblik hvor du sidder i klassen og begynder et spil fordi timen
er så fandens kedelig - UPS, lyden er ikke slået fra - BUSTED!
Kender du det akavet øjeblik hvor du bare føler dig dum? Så dum. Så fandens dum?
Det akavet øjeblik hvor du synes din dumhed var sjov?
Et akavet moment hvor du ikke har flere akavet ting at skrive?
Kender du det akavet øjeblik? Hvis ikke, så gør du nu.
......Hvor er det dog akavet....
torsdag den 10. maj 2012
Noor M
- Jeg vil aldrig glemme fortiden
- Jeg husker det, som var det sket for fem minutter siden.
- Da jeg for første gang trådte ind i flyvemaskinen.
- Da jeg for første gang så ned på skyerne.
- Da det kildede i min mave.
- Jeg husker det triste udtryk i min mors øjne.
- Hvordan mon det hele føltes?
- At efterlade sit kød og blod.
- At starte et nyt liv.
- At sige farvel.
- Jeg husker det, som var det sket for fem minutter siden.
- Da jeg for første gang trådte ud af flyvemaskinen.
- Da jeg blev krammet af en fremmed mand.
- Da de fortalte mig, at det var min far.
- Ved I hvordan det føltes?
- At føle sig fuldstændig fremmed iblandt alle.
- At ikke kunne kommunikere med nogen.
- At vide, man er helt anderledes.
- Jeg vil altid huske det, som var det sket for fem minutter siden.
- Da jeg nikkede som svar på alt.
- Da jeg ikke kendte nogen.
- Da jeg følte mig fortabt.
- Jeg husker det, som var det hele sket for fem minutter siden.
- Selvom der nu er gået elleve år.
- Jeg tror aldrig, jeg vil glemme fortiden.
onsdag den 2. maj 2012
Michelle
- Har jeg mon en sjette sans?
- Jeg kan ikke rime, jeg kan ikke synge og jeg kan ikke flyve. Men jeg kan se, høre, lugte, føle og smage.
- Det første jeg gør når jeg vågner fra en dyb søvn, er at slå øjnene op. Jeg ser solen skinne ind igennem de små sprækker i mit gardin, kigger mig i spejlet, og ser at håret er godt uglet til. Jeg ruller gardinet fra og mine øjne kniber sig sammen, da morgensolens stråler rammer dem. Himlen er blå, solen står stadig lavt på himlen, og en ny dag er begyndt.
- Det der egentlig vækkede mig fra min dybe søvn, var den irriterende alarmtone fra min mobil. Den minder mig om at jeg skal op. Egentlig vil jeg bare blive i sengen og lytte til fuglene der pipper ude foran mit vindue. Lytte til stilheden der er i lejligheden. Jeg er alene hjemme, sætter en sang på min mobil til at spille, så jeg stille kan vågne.
- Jeg smutter ud af værelset, og ud i køkkenet, hvor lugten af ristet brød og kaffe stadig hænger i luften fra da min mor fik morgenmad. Men inden jeg når køkkenet, sniger en sød, men frisk duft fra en buket blomster sig op i min næse.
- Gulvet i køkkenet er koldt. Det føles på en måde vådt på mine bare fødder. Jeg åbner køleskabet for at finde noget morgenmad og mærker med det samme kulden. Et lille gys, og jeg lukker hurtigt igen.
- Op ad dagen, hen på dagen og sidst på dagen, ja gennem hele dagen oplever jeg det sure, det søde, det stærke og det milde. Der er lidt af hvert til enhver smag. Æblet til min frokost, müeslibaren som snack og den stærke suppe til aftensmad.
- Jeg kan se, høre, lugte, føle og smage. Jeg glæder mig over livet, som har givet mig synet, hørelsen, lugtesansen, følesansen og smagssansen. Har jeg mon også en sjette sans?
fredag den 20. april 2012
Livets store spørgsmål
Hvad er meningen med livet? Hvordan skal vi leve? Skal vi bare leve livet? Vi dør jo alligevel alle sammen? Jeg vil rigtig gerne bruge sport til at hjælpe andre. Jeg føler det giver mening i mit liv; at tage unge med ADHD ud af deres trælse og skemalagte hverdag. Dyrke sport med dem, vise dem at selvom de har højt temperament og alting går så hurtigt for dem, så kan de stadig dyrke deres interesser.
Hvad nu når man har fundet ens personlige mening med livet, men det ikke kan lade sig gøre? Livet bliver trist og gråt, man føler sig overflødig, ubrugelig, som en belastning for verden. Livslysten svinder ind, man bliver trist, som et barn der har mistet sin julegave. En ubeskrivelig følelse af ikke at have sin plads her i verden. Identitetskaos, som 3 fortællinger, fortalt i munden på hinanden, af én stum intet sigende mand. Den larmende stilhed af uvished, hvad skal jeg lave i næste kapitel?
onsdag den 18. april 2012
Maiken: Barndomsminder
Det bedste er smagen af årets første jordbær dyrket i baghaven. Det er ikke helt modent endnu, men det gør ikke noget. Det er det første, og jeg har selv dyrket det. Jordbærret har en grøn plet øverst oppe ved stilken, men den spiser jeg bare udenom. Det er det bedste.
Det bedste er når jeg lukker en utrolig god bog efter at have læst det sidste ord. Jeg ved der er fire bøger mere i serien. Jeg ved det ikke er slut med at læse om mine helte. Og nummer to står nede på biblioteket. Det er bare at hoppe op på cyklen og suse derned. Kort efter kan jeg læse videre. Det er det bedste… altså hvis biblioteket har åben.
Det bedste er at tage hårbørsten og rede det lange lysebrune hår igennem. Det er så blødt, og jeg synes det er en dejlig følelse når børsten og fingrene mødes igennem håret. Efter fem tag med hårbørsten er der ikke flere filtre, men jeg bliver ved, for det er det bedste.
Det bedste er det duggede spejl på badeværelset efter jeg har været i bad. Luften er lidt kold, men bare jeg har håndklædet viklet godt rund om mig, så kan jeg sagtens holde varmen. Så tager jeg den røde skammel og sætter den foran vasken. Når jeg står på tæer kan jeg lige nå spejlet. Så tegner jeg blomster i duggen på spejlet. Jeg er god til at tegne blomster. Det er det bedste.
Det bedste er lyden af en banan når den bliver skåret over. Den skal ikke være helt moden men lidt grøn. Jeg sidder med kniven og tysser på hele familien som lige har spist aftensmad, for nu skal de alle sammen høre lyden. Den knaser lidt - men på den gode måde. Prøv det selv. Det er det bedste.
onsdag den 11. april 2012
Lærke: Mere end tusinde ord
Et støvet album tages ned. Et falmet fotografi af en forgangen og forsvunden tid. De mange år i albummet har sat sine spor på fotografiet, men mandens venlige blik er klart. Blikket virker bekendt, beroligende, men bekymret. Hvad mon han tænker på? Den gang for længe siden, hvor farmors hår endnu ikke havde gråt skær og hvor min eksistens slet ikke var forudset.
Jeg løfter blikket fra fotografiet og ser ind i min farmors øjne. Dybe, og dog slørede øjne som et sunket hav. Øjne, der har halvfems års erfaringer og minder iboende. De er lige så beroligende som mandens på fotografiet og det er som om hun kan fornemme min undren. Vi begynder at snakke om manden og hun fortæller hvordan de en sommeraften i slutningen af 30’erne mødte hinanden til det lokale venstrebal. Han havde spurgt hende om lov til at få en dans og hun havde med håbefulde øjne sagt ja. Da ballet var slut fulgte han hende hele den lange vej hjem, hvorefter han måtte cykle den dobbelte afstand for at komme hjem til sig selv. Mens hun nøgternt beskriver hvordan de sammen tilbragte sommeraftener under stjernerne på himlen, får jeg en pludselig berusende og blussende fornemmelse af forelskelse i maven. Min farmor ikke er typen, der øser ud med detaljer og alligevel virker dette møde helt vidunderligt.
Denne følelse bliver straks overtaget af en tomhed, da fortællingen når til det mest skelsættende punkt i min farmors tilværelse. Hendes sommerkærlighed, bedste ven, arbejdspartner, fortrolige og elskede dør. Året var 1966.
Året er 2012. Jeg kigger atter ned på fotografiet af min farfar. ”Ham ville jeg gerne have mødt, farmor”
Jeg løfter blikket fra fotografiet og ser ind i min farmors øjne. Dybe, og dog slørede øjne som et sunket hav. Øjne, der har halvfems års erfaringer og minder iboende. De er lige så beroligende som mandens på fotografiet og det er som om hun kan fornemme min undren. Vi begynder at snakke om manden og hun fortæller hvordan de en sommeraften i slutningen af 30’erne mødte hinanden til det lokale venstrebal. Han havde spurgt hende om lov til at få en dans og hun havde med håbefulde øjne sagt ja. Da ballet var slut fulgte han hende hele den lange vej hjem, hvorefter han måtte cykle den dobbelte afstand for at komme hjem til sig selv. Mens hun nøgternt beskriver hvordan de sammen tilbragte sommeraftener under stjernerne på himlen, får jeg en pludselig berusende og blussende fornemmelse af forelskelse i maven. Min farmor ikke er typen, der øser ud med detaljer og alligevel virker dette møde helt vidunderligt.
Denne følelse bliver straks overtaget af en tomhed, da fortællingen når til det mest skelsættende punkt i min farmors tilværelse. Hendes sommerkærlighed, bedste ven, arbejdspartner, fortrolige og elskede dør. Året var 1966.
Året er 2012. Jeg kigger atter ned på fotografiet af min farfar. ”Ham ville jeg gerne have mødt, farmor”
Abonner på:
Opslag (Atom)