Livets store spørgsmål

Hvad er meningen med livet? Hvordan skal vi leve? Skal vi bare leve livet? Vi dør jo alligevel alle sammen? Jeg vil rigtig gerne bruge sport til at hjælpe andre. Jeg føler det giver mening i mit liv; at tage unge med ADHD ud af deres trælse og skemalagte hverdag. Dyrke sport med dem, vise dem at selvom de har højt temperament og alting går så hurtigt for dem, så kan de stadig dyrke deres interesser.

Hvad nu når man har fundet ens personlige mening med livet, men det ikke kan lade sig gøre? Livet bliver trist og gråt, man føler sig overflødig, ubrugelig, som en belastning for verden. Livslysten svinder ind, man bliver trist, som et barn der har mistet sin julegave. En ubeskrivelig følelse af ikke at have sin plads her i verden. Identitetskaos, som 3 fortællinger, fortalt i munden på hinanden, af én stum intet sigende mand. Den larmende stilhed af uvished, hvad skal jeg lave i næste kapitel?

Maiken: Barndomsminder

Det bedste er smagen af årets første jordbær dyrket i baghaven. Det er ikke helt modent endnu, men det gør ikke noget. Det er det første, og jeg har selv dyrket det. Jordbærret har en grøn plet øverst op­pe ved stilken, men den spiser jeg bare udenom. Det er det bedste.

          Det bedste er når jeg lukker en utrolig god bog efter at have læst det sidste ord. Jeg ved der er fire bøger mere i serien. Jeg ved det ikke er slut med at læse om mine helte. Og nummer to står nede på biblioteket. Det er bare at hoppe op på cyklen og suse derned. Kort efter kan jeg læse videre. Det er det bedste… altså hvis biblioteket har åben.

          Det bedste er at tage hårbørsten og rede det lange lysebrune hår igennem. Det er så blødt, og jeg synes det er en dejlig følelse når børsten og fingrene mødes igennem håret. Efter fem tag med hårbørsten er der ikke flere filtre, men jeg bliver ved, for det er det bedste.

          Det bedste er det duggede spejl på badeværelset efter jeg har været i bad. Luften er lidt kold, men bare jeg har håndklædet viklet godt rund om mig, så kan jeg sagtens holde varmen. Så tager jeg den røde skammel og sætter den foran vasken. Når jeg står på tæer kan jeg lige nå spejlet. Så tegner jeg blomster i duggen på spejlet. Jeg er god til at tegne blomster. Det er det bedste.

          Det bedste er lyden af en banan når den bliver skåret over. Den skal ikke være helt moden men lidt grøn. Jeg sidder med kniven og tysser på hele familien som lige har spist aftensmad, for nu skal de alle sammen høre lyden. Den knaser lidt - men på den gode måde. Prøv det selv. Det er det bedste.

Lærke: Mere end tusinde ord

Et støvet album tages ned. Et falmet fotografi af en forgangen og forsvunden tid. De mange år i albummet har sat sine spor på fotografiet, men mandens venlige blik er klart. Blikket virker bekendt, beroligende, men bekymret. Hvad mon han tænker på? Den gang for længe siden, hvor farmors hår endnu ikke havde gråt skær og hvor min eksistens slet ikke var forudset.
Jeg løfter blikket fra fotografiet og ser ind i min farmors øjne. Dybe, og dog slørede øjne som et sunket hav. Øjne, der har halvfems års erfaringer og minder iboende. De er lige så beroligende som mandens på fotografiet og det er som om hun kan fornemme min undren. Vi begynder at snakke om manden og hun fortæller hvordan de en sommeraften i slutningen af 30’erne mødte hinanden til det lokale venstrebal. Han havde spurgt hende om lov til at få en dans og hun havde med håbefulde øjne sagt ja. Da ballet var slut fulgte han hende hele den lange vej hjem, hvorefter han måtte cykle den dobbelte afstand for at komme hjem til sig selv. Mens hun nøgternt beskriver hvordan de sammen tilbragte sommeraftener under stjernerne på himlen, får jeg en pludselig berusende og blussende fornemmelse af forelskelse i maven. Min farmor ikke er typen, der øser ud med detaljer og alligevel virker dette møde helt vidunderligt.
Denne følelse bliver straks overtaget af en tomhed, da fortællingen når til det mest skelsættende punkt i min farmors tilværelse. Hendes sommerkærlighed, bedste ven, arbejdspartner, fortrolige og elskede dør. Året var 1966.
Året er 2012. Jeg kigger atter ned på fotografiet af min farfar. ”Ham ville jeg gerne have mødt, farmor”