Et støvet album tages ned. Et falmet fotografi af en forgangen og forsvunden tid. De mange år i albummet har sat sine spor på fotografiet, men mandens venlige blik er klart. Blikket virker bekendt, beroligende, men bekymret. Hvad mon han tænker på? Den gang for længe siden, hvor farmors hår endnu ikke havde gråt skær og hvor min eksistens slet ikke var forudset.
Jeg løfter blikket fra fotografiet og ser ind i min farmors øjne. Dybe, og dog slørede øjne som et sunket hav. Øjne, der har halvfems års erfaringer og minder iboende. De er lige så beroligende som mandens på fotografiet og det er som om hun kan fornemme min undren. Vi begynder at snakke om manden og hun fortæller hvordan de en sommeraften i slutningen af 30’erne mødte hinanden til det lokale venstrebal. Han havde spurgt hende om lov til at få en dans og hun havde med håbefulde øjne sagt ja. Da ballet var slut fulgte han hende hele den lange vej hjem, hvorefter han måtte cykle den dobbelte afstand for at komme hjem til sig selv. Mens hun nøgternt beskriver hvordan de sammen tilbragte sommeraftener under stjernerne på himlen, får jeg en pludselig berusende og blussende fornemmelse af forelskelse i maven. Min farmor ikke er typen, der øser ud med detaljer og alligevel virker dette møde helt vidunderligt.
Denne følelse bliver straks overtaget af en tomhed, da fortællingen når til det mest skelsættende punkt i min farmors tilværelse. Hendes sommerkærlighed, bedste ven, arbejdspartner, fortrolige og elskede dør. Året var 1966.
Året er 2012. Jeg kigger atter ned på fotografiet af min farfar. ”Ham ville jeg gerne have mødt, farmor”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar