Jeg traver videre. Forbi min gamle skole og forbi min gamle legeplads. Musikken brummer i mine ører, mens jeg stille traver videre. Musikken, der åbner en ny verden for mig, hvor jeg kan være en anden et stykke tid, og hvor jeg ikke behøver at snakke med nogen. Jeg bestemmer selv, hvilken lyd jeg er i humør til, og dagen i dag afspejler den stille sang. For hvert skridt jeg tager, plantes der et nyt ord. For hvert nyt ord der plantes, træder jeg et skridt. Jeg kigger ned på mine fødder, som i denne kolde og blæsende novembermåned har fået en våd og trist farve, mens de traver hen af fortovet og de brune blade. Jeg sparker til bladene og et par flyver op og lander igen. Lander igen. Lander igen. Hvorfor lander de igen? Har de ikke opdaget, at de aldrig kommer videre, hvis de bare lander igen? De vil bare ligge hele november, mens små børnehavebørn og en enkelt gymnasieelev sparker til dem. Hvis jeg var dem, ville jeg se sparket som en chance for at flyve væk. I stedet ligger de bare. Ligger. Jeg sparker. Men ingen flyver. Jeg flyver desværre heller ikke, selvom jeg engang imellem gerne ville. Ordene i mine ører dør hen, og jeg skifter sang. Min gamle skole og min gamle legeplads forsvinder.
Jeg kan ikke flyve. Så derfor traver jeg videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar